HAVNEN

Havnen spiller en stor rolle i oplevelsen af Assens. Den lille færge der går til Bågø, industrihavnen, værftet, marinaen og en række fredede bygninger.

KOGEHUS

Det lille hvide kogehus med sort tjæret tag fra 1824, hvor sømændene i sejlskibstiden var nødt til at lave mad, da de ikke måtte have åben ild i skibene ved kajen. I Danmark er kun 3 tilbage (Assens, Dragør og Ærøskøbing).

PETER WILLEMOES, HAVNEN

Sø- og krigshelten Peter Willemoes blev født i Assens i 1783. I dag er hans fødehjem museum.

TOLDBODEN

Den smukke bygning og tidligere Toldbod, ligger ud til havnen, og tæt derved var der indtil 1859 en af byens murede porte tværs over gaden bag gadeforløbet Strandporten – Bådsmandsstræde.

FULTONSTIFTELSEN

I den nuværende bygning fra 1704 findes Fultonstiftelsen. På den anden side af gaden fandtes i middelalderen et Helligåndskloster, der blev nedrevet omkring 1500 årene.

VOR FRUE KIRKE

Vor frue kirke (1488) med sit 48 meter og ottekantede tårn er nem at finde, og absolut et besøg værd. I kirken findes blandt andet et monstransskab fra 1500 tallet, hvor man opbevarede de hellige kar i den katolske tid.

BYKERNEN

Bykernen i den gamle købstad Assens er usædvanlig velbevaret, og der er meget at opleve på en vandretur.

GÅSETORVET

Assens by er blevet forskånet for voldsomme brande, og der findes derfor usædvanlig mange gamle huse i området. Ved gåsetorvet kan man gøre en afstikker ad Korsgade til nr. 11, et af byens ældste huse – omkring 450 år gammelt.

PLUMS GÅRD

Det betaler sig ofte at kigge ind i gårdene, navnlig Plums gård, der viser sig ud i et meget omfattende kompleks, der bl.a. omfatter en enorm trælade, opført 1915.

STATUEN KLAUS BERNTSEN – ØSTERGADE

Her står statuen af Klaus Berntsen (1844 – 1927), der havde et stort grundtvigiansk virke som højskoleforstander, avisejer, minister og folketingsmedlem for Venstre.

WILLEMOESGÅRDEN – ØSTERGADE 36

Søhelten Peter Willemoes fødehjem, i dag et kulturhistorisk museum, som også har en betydelig kunstsamling, bl.a. af guldaldermaleren Dankvart Dreyer, som fødtes i nabohuset.

ERNST SAMLING – ØSTERGADE 57

Museum i fabrikant Frederik Ernsts patricierlejlighed, med flotte kunstgenstande og antikviteter fra hans aktive virke i 1700 tallet, hjembragt fra hans mange rejser i Europa. Der skal aftales rundvisning.